Gladsaxe er, ligesom alle andre kommuner, underlagt stramme økonomiske rammer og kassetænkning, som er resultatet af økonomiaftalerne mellem staten og Kommunernes Landsforening (KL).
Gladsaxe er, ligesom alle andre kommuner, underlagt stramme økonomiske rammer og kassetænkning, som er resultatet af økonomiaftalerne mellem staten og Kommunernes Landsforening (KL).
Den venstreorienterede økonomimodel er ikke ret fleksibel, for alle kommuner er bundet af en rigid ramme med tre kasser:
Kasse 1: Serviceudgifter og drift (Servicerammen): Servicerammen er kommunens driftsbudget til institutioner og ydelser. Det er aftalt mellem KL og regeringen for alle kommuner. Servicerammen dækker fx lønninger til pædagoger og lærere, udgifter til ældrepleje, IT, rengøring, vedligeholdelse, varme, el osv. Det er her, hovedparten af kommunens velfærdsydelser finansieres. Denne del er underlagt den nationale serviceramme, som regeringen og KL aftaler. Det er meget alvorligt, hvis Gladsaxe Kommune bruger for mange penge her, fordi overskridelser kan medføre sanktioner i form af nedsatte bloktilskud fra staten.
Kasse 2: Anlægsudgifter: Anlægsudgifter dækker større investeringer og byggerier, fx nybygning af skoler, svømmehaller, veje, klimasikring, plantning af træer eller renovering af institutioner. Anlægsudgifter er typisk engangsudgifter og ikke underlagt servicerammen, men der føres skarp statslig kontrol med, hvor meget kommunerne må anlægge samlet set. Kommunerne har mere frihed til at omdisponere internt mellem anlægsprojekter, men ikke til at flytte midler fra Kasse 2: Anlægsudgifter til Kasse 1: Servicerammen. Derfor kan man fx se, at kommuner bygger alt muligt, selvom der mangler personale på plejehjemmene.
Kasse 3: Overførselsudgifter: Det er de udgifter, som kommunen skal betale, og som ikke tæller med i servicerammen. Det er lovbundne udgifter, som kommunen kun i begrænset omfang kan påvirke, fx ved at få flere arbejdsløse i arbejde. Det gælder fx kontanthjælp, førtidspension, sygedagpenge, boligstøtte og andre lovbundne ydelser. Kommunen administrerer dem, men har begrænset råderet over, hvor mange penge der bruges, for det afhænger af antallet af borgere på ydelser og statens regler for samme.
Gladsaxe Kommune kan altså i udgangspunktet ikke flytte penge mellem kasserne. Det skaber desværre absurde situationer, som kan være svære at forstå. Fx kan der være alvorlige problemer med ordentlig hjemmehjælp, som kunne løses med penge, mens der bruges mange penge på nye anlægsaktiviteter.
Gladsaxe Kommune har via KL accepteret stramme bindinger, hvor man ikke må bruge anlægspenge (Kasse 2) til drift (Kasse 1). Kassetænkningen resulterer i svære betingelser, hvilket gør det endnu vigtigere, at vi i Gladsaxe arbejder med prioriteret budgettering.
En ny retning for økonomien i Gladsaxe
Dansk Folkepartis Gladsaxe-strategi sætter den retning, at økonomien prioriteres efter nødvendighed ud fra en ansvarlig økonomisk politik og efter samme principper, som en privat virksomhed eller familie ville gøre det.
Det betyder, at kommunen må sætte tæring efter næring. Principielt skal negative tillægsbevillinger undgås, og det kan de, hvis vi blot indfører en model for prioriteret budgettering.