Spring til indhold
Politisk program

5.8 Miljøpolitik forankret i fornuft

Med Gladsaxestrategien sikrer Dansk Folkeparti i Gladsaxe, at miljøpolitikken tager udgangspunkt i hverdagen for almindelige familier med bil, lejlighed eller lille hus.

Kort fortalt

Med Gladsaxestrategien sikrer Dansk Folkeparti i Gladsaxe, at miljøpolitikken tager udgangspunkt i hverdagen for almindelige familier med bil, lejlighed eller lille hus.

Skovsti med advarselsskilt ved indhegnet område
Naturforvaltning skal være tryg, tydelig og forståelig for borgerne.

Med Gladsaxestrategien sikrer Dansk Folkeparti i Gladsaxe, at miljøpolitikken tager udgangspunkt i hverdagen for almindelige familier med bil, lejlighed eller lille hus. Skatteborgernes penge bruges kun på tiltag, der dokumenteret virker, og som mærkes lokalt. Gladsaxe kan ikke styre det globale vejr fra rådhuset i Buddinge, men kommunen kan levere rene veje, grønnere områder, mindre støj og en drift, der fungerer.

Saglig og velbegrundet

Dansk Folkeparti i Gladsaxe støtter saglige og velbegrundede klima- og miljøaktiviteter, hvis økonomien står i rimeligt forhold til de forventede resultater. Vi er primært optaget af det nære miljø i Gladsaxe, for faktum er, at Gladsaxe-borgerne ikke kan ændre det globale vejr.

Vi vil ikke acceptere, at borgerne i Gladsaxe udsættes for klimahysterisk symbolpolitik, som manipulativt overser, at byrådspolitikerne først og fremmest er valgt for at sikre tryghed og trivsel for de borgere, der allerede bor i Gladsaxe.

Effekt frem for prestige

Gladsaxestrategien sætter Gladsaxe først, og derfor bruger den ikke skatteydernes penge på prestigefyldte klimaplaner, som har en tvivlsom effekt. Det nytter fx ikke noget, at venstrefløjen forsøger at tvinge folk ud af bilen for at “redde klimaet”, for det kan ikke lade sig gøre.

Gladsaxe Kommune kan ikke ændre det globale klimasystem ved at chikanere borgerne og erhvervslivet i Gladsaxe ved at stille ekstra krav, som de fleste andre lande ikke stiller.

Selvfølgelig skal vi spare på energien og tænke grønt, når det giver mening, men Gladsaxe skal ikke være et socialt eksperiment i venstreorienteret samfundsnedbrydning.

Skraldespandstyranniet skal stoppes

Beholdere breder sig i forhaver, og etageejendomme presses af store containere, der skal hentes hyppigt. Borgerne får en art sorteringslektier for, selv om de allerede betaler for, at kommunen, der har kompetencen, står for affald. Affaldsindsamlingen skal være logisk, pladsbesparende og effektiv fra første meter, ikke en byrde i hverdagen.

Med Gladsaxestrategien etableres der fuld, offentlig dokumentation for resultaterne af affaldssorteringen. Når der ikke kan skaffes bevis for reel genanvendelse, er den ærlige og mest miljøfornuftige løsning at energiudnytte affaldet i moderne danske anlæg.

I Sverige sorteres der centralt efter farvede sække. I Schweiz samles plast i sække ved supermarkeder til efterfølgende sortering. Glas og metal kan køre i samme beholder og adskilles magnetisk, før begge dele smeltes om. Pointen er enkel: borgerne skal have mest muligt miljø for pengene og mindst muligt bøvl.

Konkrete indsatser

  1. Slut med prestigeprojekter: Gladsaxestrategien stopper Gladsaxe Kommunes tilgang, hvor forskellige prestige-klimaprojekter med udokumenteret lokal effekt koster borgerne mange penge. I stedet arbejdes der med tiltag, der gør en lokal forskel, og som har en fornuftig økonomi.

  2. Bil og fremkommelighed beskyttes: ingen nedlæggelse af p-pladser, ingen nye kommunale bilafgifter, bedre trafikafvikling (se også mobilitetsplanen).

  3. Energirenovering og drift først: Kommunale bygninger opgraderes, når investeringer kan betale sig hjem og dokumenteres. Der bygges ikke med genbrugsmateriale, medmindre det er omkostningsneutralt.

  4. Affald håndteres mere ærligt: Der skal som udgangspunkt være færre beholdere og fuld sporbarhed fra beholder til slutanvendelse, og energiudnyttelse i Danmark, hvis genanvendelse ikke kan bevises. Gladsaxe skal ikke længere eksperimentere med løsninger, der ikke har dokumenteret effekt.

  5. Teknologi og frivillighed før tvang: Der gennemføres pilotprojekter med kulørte sække og central sortering, glas og metal i samme beholder med magnetisk adskillelse og lokale løsninger i boligforeninger ved dokumenteret kvalitet. Dette kræver tilladelse fra Folketinget, men den forventes at blive givet inden for de kommende år.

  6. Rent badevand i Bagsværd Sø: Bagsværd Sø skal have en vandkvalitet, som gør søen badesikker for familier i sommerhalvåret. Søen er ikke kun til kaproning og pæne billeder; den er et grønt åndehul midt i hverdagen, hvor børn skal kunne hoppe i uden alarmer om blågrønalger og maveonde.